Døvnælden

DøvnældeDer stod en lille Døvnælde i en vejgrøft, den havde de pæneste hvide blomster.

Græsset sagde: “Hvor er du dog yndig.” Bierne summede omkring den og fortalte historier for at gøre den glad, men den var det ikke. “Jeg er rigtig ked af det,” sagde Døvnælden til en bi, “I siger allesammen, at jeg er pæn, men når børnene plukker markbuketter, går de langt uden om mig, så der må være noget i vejen med mig.”

“Er det dét, du er ked af,” sagde bien, “så kan jeg da godt fortælle dig, hvad der er i vejen.”

“Åh ja, fortæl mig, hvorfor jeg ikke kommer med i markbuketterne,” bad Døvnælden.

“Ser du,” forklarede bien og satte sig godt til rette, “du har en rigtig slem, drilagtig fætter, hvergang børnene kommer ham nær, brænder han dem på benene eller på fingrene.”

“Uh ha, – det er da ondt,” sagde Døvnælden.

“Nå – det ved jeg ikke, den vil vel være i fred, det er nu dens måde at forsvare sig på.”

“Jamen, hvad har det med mig at gøre?” spurgte Døvnælden.

“Jo,” sagde bien, “du ligner ham så meget, så man ikke kan se forskel på jer. Børnene tror, at du er en brændenælde, derfor får du lov til at blive stående.”

“Det er jeg ked af,” sagde Døvnælden, “for jeg vil så gerne med i en buket, og komme i vase og pynte i en stue.”

“Vær du glad for, at du får lov til at blive her. Kommer du først i en buket, visner du i løbet af nogle dage, og så bliver du smidt væk, fordi du ikke er pæn mere. Du er aller kønnest her,” sagde buen.

“Nu er jeg heller ikke ked af det mere,” sagde Døvnælden, “for jeg har ikke lyst til at visne, jeg vil helst stå her hver sommer og tale med dig og alle mine andre venner.”

“Det er rigtigt,” sagde græsset, “man skal ikke være ked af, at man får lov til at stå på grøftekanten og pynte.”

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.4/5 (13 votes cast)
Døvnælden, 4.4 out of 5 based on 13 ratings

Skriv kommentar

*