Drømmen og stjernen

StjerneEn aften, da lille Mary var kommet i seng, lå hun og kiggede op på stjernerne. Der var navnlig een stjerne, hun havde fået øje på, den lyste kraftigere end de andre, og somme tider var den lige som om den blinkede rødt. Pludselig var der en stjerne, der faldt.

“Så må jeg ønske,” tænkte Mary, “bare jeg kunne komme en tur op til den flotte stjerne og kigge ned på jorden.”

“Kom du bare,” sagde stjernen, og i det samme var der en lang lysende trappe helt op til stjernen. Mary skyndte sig op ad trapperne, og der højt, højt oppe, stod stjernen og sagde: “Velkommen, jeg hedder Arcturus, mig kan du altid kende, for jeg lyser rødt, kom du bare ind.”

“Ja tak,” sagde Mary og nejede dybt, for stjernen var så smuk og boede i et fint hus, helt af glas.

“Hvorfor bor du i et glashus?” spurgte Mary.

“Ellers kunne du jo ikke se mit lys,” sagde stjernen, “for der er meget langt ned til dig herfra.”

Mary kiggede ned på jorden, den lå virkelig meget langt væk.

“Hvor bor jeg?” spurgte hun. Stjernen gav hende en kikkert og viste hende, hvor hun skulle se hen. “Der bor du,” sagde Arcturus.

“Ja, og der ligger min far og mor og sover,” lo Mary. “De tror, at jeg ligger i min seng.”

“Det gør du osse,” sagde stjernen, “prøv at se efter.”

“Jamen der ligger jeg jo,” sagde Mary, “og jeg har sparket dynen af – jeg har sparket dynen af.”

Mary vågnede ved at høre sin egen stemme. Det var morgen, og nu vidste hun, at hun havde drømt det hele.

Men om aftenen, da hun igen lå i sin seng, og Arvturus skinnede, smilede Mary op mod stjernen og sagde: “God aften, og tak for sidst.”

Og stjernen sendte et rødt blink ned til hende.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.2/5 (28 votes cast)
Drømmen og stjernen, 4.2 out of 5 based on 28 ratings

Kommentarer

  1. Armand skriver:

    Jeg kan godt lide denne his fordi jeg er interesseret i rummet. Hilsen Armand 7 år

Skriv kommentar

*