En morgen, da lille Merete lige var stået op, gik hun hen til vinduet og så ud. Hun gjorde store øjne, for der lå et tykt lag sne overalt. Kørebanen og fortovet gik helt ud i eet, og bilerne kørte rundt med en hel masse sne på taget.
“Se!” råbte Merete til sin storesøster, “er det ikke pænt med al den sne.”
“Jo,” sagde storesøster, “det ligner risengrød i et mægtigt stort fad.”
“Ja,” lo Merete, “og se, nu kommer der mer’ risengrød ned fra himlen. Må jeg så ikke kome ned og lege?”
“Ikke i dag, for du er forkølet,” sagde storesøster, “men sæt du dig bare ved vinduet, der er nok at kigge på.”
Det var der også. Børnene havde fået deres slæder frem, no’en slges med snebolde, og et par stykker var ved at lave en snemand.
Op ad dagen kom sneploven og fjernede det meste af sneen, og der kom også nogle mænd med skovle og begyndte at skovle sne op i bunker.
“Se, det er nisser, der skovler risengrød,” sagde storesøster.
Da sneploven var væk, kom den store grusvogn kørende og strøede et fint lag grus efter sig.
“Nej, skynd dig, kom og se!” råbte Merete. “Der er en stor vogn, der strør kanel på al risengrøden.”
“Ja, og der kommer smørklatten,” lo storesøster og pegede på en gul postbil.
Den aften fik de risengrød til middag. Pigerne så på hinanden og så lo de begge to.
“Hvad ler I sådan af?” spurgte mor.
“Jo,” sagde storesøster, “vi har haft det så sjovt i dag. Vi legede, at sneen var risengrød.”
“Ja, og grisvognen strøede kanel på,” sagde Merete.
“Og postbilen var smørklatten,” sagde Støresøster.
“Jeg vil gerne haø lidt mere sne,” lo Merete.
“Skal der grus på” spurgte mor.
“Ja tak,” sagde Merete, “og så vil jeg gerne ha’ en postbil lige i midten.”
Og så lo de allesammen, og Merete fik en stor smørklat i midten af sin grød.
Skriv et svar