Skovgriseri

SkovgriseriUde i skoven sad nogle dyr og talte sammen. Det var mandag morgen, ja, det vidste dyrene altså ikke, for de var ligeglade, om det var mandag eller torsdag. Nå, men det var altså mandag, og det kunne man se på een bestemt ting.

Rundt om i skoven lå der madpapir og flasker og skår, det så forfærdeligt ud.

“Det gør ikke noget, folk kommer herud,” sagde et lille egern, “men kan I sige mig, hvorfor de kommer, når de bare griser til herude.”

“De kan umuligt holde af skoven, når de ødelægger den sådan,” sagde skovduen.

“Åh,” jamrede et lille bøgetræ, “jeg fik revet nogle grene af i går, det gjorde ikke noget, hvis de havde taget dem med hjem, men da de gik, lod de mine grene ligge, og nu ligger de derhenne og visner.”

“Sådan går det også med os,” sukkede de små anemoner.

“Er mennesker da så grimme?” spurgte en lille skovmus.

“Uhu,” sagde den gamle ugle, “lad mig tale. De mennesker, I taler om, er grimme, men der er heldigvis forskel på dem og på de mennesker, der rigtig holder af skoven. ” I det samme kom der en dreng gående med sin mor.

“Mor, når jeg blir’ stor,” sagde drengen, “så vil jeg være skovmand, og så vil jeg forbyde folk at komme her, hvis de smider papir og flasker og griser skoven sådan til.”

“Ja, kan du ordne det,” sagde drengens mor, “så vil du blive elsket af skovens dyr, og af de mennesker, der virkelig holder af skoven.”

“Der kan I høre,” sagde uglen, da drengen og hans mor var gået.

“Jeg håber, han snart bliver stor,” sagde det lille egern.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 3.8/5 (9 votes cast)
Skovgriseri, 3.8 out of 5 based on 9 ratings

Skriv kommentar

*