Engang var der en lille kanin ved navn Frede Hop. Frede var en sød og nysgerrig kaninunge, som boede sammen med sin mor, Helle Hop. De boede i en hyggelig lille hule i hjørnet af haven.
En aften, da solen begyndte at gå ned, sagde Helle Hop til Frede, “Kære Frede, det er snart sengetid. Vil du tage med mig på en lille eventyrrejse rundt i haven for at finde det perfekte sted at sove?”
Frede kiggede på sin mor med sine store, bløde øjne og sagde begejstret, “Ja, det vil jeg gerne, mor! Lad os gå på eventyr!”
De hoppede ud af deres hule og begyndte at udforske haven sammen. Først gik de til blomsterbedet, hvor de fandt en dejlig duftende rose. Men rosen var alt for prikket og ikke blød nok til at sove på.
Derefter kom de til æbletræet. De kiggede op og så de røde æbler, der dinglede i vinden. “Måske kan vi sove på et af æblerne, mor!” foreslog Frede ivrigt. Men Helle Hop rystede på hovedet og sagde, “Æblerne er alt for hårde, min lille Frede. Vi skal finde et blødt sted at sove.”
Frede og Helle fortsatte deres søgen og kom til en lille dam, hvor frøerne kvakkede og vandet glimtede i månelyset. “Kan vi sove på liljepuden, mor?” spurgte Frede og pegede på en smuk hvid lilje i dammen. Men Helle Hop svarede, “Desværre, min skat, liljepuden er alt for våd. Vi vil blive kolde og våde.”
Efter at have udforsket haven fra ende til anden, kom Frede og Helle tilbage til deres hyggelige hule. Frede sukkede og sagde, “Jeg kan ikke finde det perfekte sted at sove, mor. Er der overhovedet et sådant sted?”
Helle Hop smilede varmt og svarede, “Ja, min kære Frede. Det perfekte sted at sove er lige her, hvor vi er nu. Vores hule er fyldt med kærlighed og tryghed. Ingenting kan være bedre end det.”
Frede forstod, hvad hans mor mente, og en følelse af ro bredte sig i hans lille hjerte. Han krybbede tættere på sin mor og mærkede hendes bløde pels mod sin kind. De puttede sig sammen og sang en stille godnatsang.
Mens Frede og Helle sang deres godnatsang, blev deres øjne tunge, og de faldt i søvn med et smil på læben. De drømte om alle eventyrene, de havde oplevet sammen.
Og sådan sov Frede og Helle trygt og godt i deres hyggelige hule i hjørnet af haven hver nat. De vidste, at uanset hvor de havde været på deres eventyr, ville deres hule altid være det bedste sted at være.
Når morgenen kom, vågnede Frede op med en stor strækning. Han kiggede rundt og så sin mor, der smilede kærligt til ham. “Godmorgen, min skat,” sagde hun blidt.
Frede hoppede op og gned sig søvnigt i øjnene. “Godmorgen, mor,” sagde han med et smil. “Tak for den dejlige eventyrrejse i går. Selvom vi ikke fandt det perfekte sted at sove, lærte jeg, at vores hule er det bedste sted af alle.”
Helle Hop nikkede og sagde, “Du har ret, Frede. Vores hule er fyldt med kærlighed og tryghed, og det er det, der gør det til det bedste sted at være. Uanset hvor vi går, vil vi altid have vores hule og hinanden.”
Frede hoppede op i sin mors arme, og de gav hinanden et varmt kram. Sammen begav de sig ud i haven for at starte en ny dag fuld af eventyr og opdagelser.
Og sådan levede Frede Hop og Helle Hop lykkeligt i deres hyggelige hule i haven. De fortsatte med at udforske verden sammen og skabe minder, der varmer deres hjerter. Og hver aften, når solen gik ned, fandt de tryghed og ro i deres elskede hule, hvor de puttede sig sammen og faldt i søvn til lyden af deres hjerters blide slag.
Slut. Godnat, lille ven. Sov sødt og drøm om fantastiske eventyr, der venter på dig i morgen.
Skriv et svar