ABC-Bogen

Her er eventyret ABC-Bogen som er skrevet af H.C. Andersen.

ABC-Bogen

Der var en mand, som havde skrevet nogle nye vers til »Abc-bogen«; sådan to linjer til hvert bogstav, ligesom i den gamle Abc; han syntes, at man skulle have noget nyt, de gamle vers var så forslidte, og han syntes nu altid så godt om sine egne. Den nye Abc lå endnu kun skrevet, og den var, ved siden af den gamle trykte, stillet hen i det store bogskab, hvori der stod så mange lærde bøger og morsomme bøger, men den gamle Abc vilde nok ikke være nabo til den nye og var derfor sprunget fra hylden og havde i det samme givet et skub til den nye, så den også lå på gulvet og det med alle sine løse blade spredt rundt om. Den gamle Abc vendte opad den første side, og det er den vigtigste i den; der står alle bogstaverne, de store og små. Det blad har nu alt, hvad alle de andre bøger lever af, alfabetet, bogstaverne, dem, der dog regerer i verden; en forfærdelig magt har de! Det kommer alene an på, hvorledes de kommanderes til at stå; de kunne give liv, slå ihjel, glæde og bedrøve. Enkelt opstillet betyder de ingenting, men stillet i geled, – ja, da Vorherre lod dem lægge under sine tanker, fornam vi mere, end vi mægtede at bære, vi bøjede os dybt, men bogstaverne mægtede at bære det.

Der lå de nu og vendte opad! Og hanen i det store A strålede med røde, blå og grønne fjer; han brystede sig, for han vidste hvad bogstaverne betød og at han var den eneste levende i dem.

Da gamle Abc-bog faldt på gulvet slog han med vingerne, fløj ud og satte sig på en kant af bogskabet, glattede sig med næbbet, og galede, så det skingrede efter. Hver bog i skabet, som ellers nat og dag stod ligesom i en døs, når den ikke var i brug, fornam det trompetstød – og så talte hanen højt og lydeligt om den uret, der var gjort den værdige, gamle Abc-bog.

»Alting skal nu være nyt, være anderledes!« sagde den, »Alt skal være så fremad, børn er så kloge, at de nu kunne læse før de kender bogstaver. »»De skulle have lidt nyt!«« sagde han, der skrev de nye Abc-vers, som ligger der spredte på gulvet. Jeg kender dem! Mer end ti gange har jeg hørt ham læse dem op for sig selv, det var ham sådan en fornøjelse, nej, må jeg bede om mine egne, de gode gamle med Xanthus, og de billeder, der hører til; dem vil jeg kæmpe for, dem vil jeg gale for; enhver bog i skabet kender dem vel! Nu skal jeg læse de skrevne nye; læse dem med al Rolighed! Lad os så være enige om, at de ikke duer!«

A. Amme.
En amme går i søndagsklæder,
og andres børn er hendes hæder.

B. Bonde.
En bonde før led stor fortræd,
nu er han tit for meget med.

»Det vers finder jeg nu inderligt flovt!« sagde Hanen, »men jeg læser videre!«

C. Columbus.
Columbus over havet fór,
og jorden den blev dobbelt stor.

D. Danmark.
Om Danmarks rige sagnet går,
Gud ej sin hånd af Danmark slår.

»Det vil nu mange finde så kønt!« sagde hanen, »men det gør jeg ikke! Jeg finder nu ingenting kønt her! – Videre!«

E. Elephant.
En elefant går altid tungt,
om også hjertet det er ungt.

F. Formørkelse.
Formørkelse gør månen godt,
den går saa længe med kalot.

G. Galten.
Om galten end får ring i næsen,
han lærer ej det fine væsen.

H. Hurra.
Tit er et hurra på vor jord
et meget ubesindigt ord.

»Hvor skal nu et barn forstå det?« sagde hanen, »der står rigtignok på titelbladet: »Abc-bog for store og små«, men de store har andet at bestille end læse Abc-vers og de små kunne ikke forstå det! Der er en grænse for alt! Videre!«

J. Jord.
Vor jord er vor moder så rund og så stor,
og vi går til sidst igen i vor mo’er.
»Det er nu råt!« sagde hanen.

K. Ko. Kalv.
En ko er tyrens madamme,
og kalven kan blive det samme.

»Hvor skal man nu kunne forklare for børn det familieskab?«

L. Løve. Lorgnet.
Den vilde løve har ej lorgnet,
det har den tamme i nummerparket.

M. Morgensol.
Op står den gyldne morgensol,
men ej fordi gårdhanen gol.

»Nu får jeg grovheder!« sagde hanen; »men jeg er da i godt selskab, i selskab med solen! Videre!«

N. Neger.
Sort er en neger al sin tid,
ham kan man ikke vaske hvid.

O. Olieblad.
Det bedste blad – ja ved Du hvad?
det var dog duens olieblad.

P. Pande.
Tit rummes i menneskets pande,
hvad knap kan rummes i tider og lande.

Q. Qvæg.
At eje qvæg er stort og godt,
selv være qvæg, det er kun småt.

R. Rundetaarn.
Skønt man er skabt som Rundetårn,
er man derfor ej højvelbår’n.

S. Svin.
Lad det dig ikke gøre hoven,
at du har mange svin på skoven.

»Tillader De nu, jeg galer!« sagde hanen, »det tager på kræfterne at læse så meget! Man må trække vejret!« – Og så galede den, så at det skingrede som messingtrompet, og det var en stor fornøjelse at høre på – for hanen. »Videre!«

T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun skorstensrang,
og har dog temaskinens sang.

U. Uret.
Skønt uret stadigt slår og går,
midt i en evighed man står.

»Det skal nu være så dybt,« sagde hanen, »men jeg kan ikke hitte det på bunden!«

V. Vaskebjørn.
En vaskebjørn kan vaske tingen
så længe, at den bliver ingen.

  X. – –

 »Her har han ikke kunnet finde på noget nyt!«

I ægtestandssø skal der findes en klippe,
  af Socrates blev den betegnet Xanthippe.

»Han måtte dog tage Xanthippe. Xanthus er nu bedre!«

Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-træ var gudernes sted, –
træet er dødt og guderne med.

»Nu er vi snart ude!« sagde hanen, »det er altid en trøst. Videre frem.«

Æ. Æsel.
Et æsel er et æsel dog,
om selv det går med gyldent skrog.

Ø. Østers.
En østers har ikke til verden fidus,
den ved, man kan æde den ud af sit hus.

»Der slap det! Men det er ikke overstået! Nu skal det trykkes! Og så skal det læses! det skal bydes i stedet for de værdige gamle bogstavers i min bog! Hvad siger forsamlingen, lærde og ulærde, enkelte og samlede skrifter? Hvad siger bogskabet? Jeg har talt – nu kunne de andre handle!«

Og bøgerne stod og skabet stod, men hanen fløj ned igen i sit store A og så sig stolt om. »Jeg talte godt, jeg galede godt -! Det gør den nye Abc-bog mig ikke efter! Den dør bestemt! Den er død! Den har ingen hane!«

Du kan læse flere eventyr af H.C. Andersen her.