Arne havde holdt af at spille klaver, lige fra han var ganske lille.
I begyndelsen slog han bare ned i klaveret med begge hænder, mens han sang i vilden sky. Det lød forfærdeligt, men Arne syntes det var mægtig godt. Allerede da han var fem år, begyndte han at gå til spil, og han lærte meget hurtigt alle noderne og kunne spille flere melodier.
En dag tog hans mor ham med ud på landet. De gik og så på dyrene på marken; der var en masse gårde, og midt i landsbyen lå et gadekær, hvor der var masser af ænder. Men så pludselig opdagede Arne, at der sad nogle svaler oppe på telefontrådene.
“Se, mor,” råbte han, – “det ligner noder på nodepapir; hvis jeg havde klaveret her, kunne jeg spille en melodi efter det.”
“Ja, minsandten,” sagde hans mor, “svalerne ligner noder.”
“Se, mor, nu er det noderne til begyndelsen af tingelingelater, den kan jeg spille.”
“Så, der fløj en af noderne,” lo hans mor.
“Ja, og der kom en ny,” sagde Arne henrykt, “se, nu er det en helt anden melodi.”
Skriv et svar