Baljebad

Svend boede midt inde i byen. Det var meget dejligt om vinteren, men om sommeren ønskede han, at han boede på landet, for han holdt så meget af at bade.

Et år havde hans far lejet et sommerhus til dem, men det havde de desværre ikke råd til i år, så de måtte se at få det bedst mulige ud af det. De havde heldigvis en stor altan, så de var heldigere end så mange andre.

“Jeg savner bare at gå i vandet, når jeg bliver varm,” sagde Svend, “hvis jeg havde vand, kunne jeg også sejle med mit lille sejlskib.”

“Nu skal vi lave vores altan om til en have,” sagde Svends mor, “og så skal du heller ikke komme til at savne vand.”

Svend var meget spændt på, hvordan det skulle gå til. Først plantede mor blomster i altankasserne, så købte hun et lille birketræ og satte det i en balje. Baljen malede hun blå.

“Ih, ja,” sagde Svend, “nu ligner det virkelig en have, men hvor får vi vandet fra?”

Mor hentede Svends badebalje og fyldte den med vand, og da den havde stået i solen en times tid, var vandet helt lunkent. Så fik Svend sine badebukser på og gik i vandet. Der kunne han sidde og sejle med sit sejlskib, og der kom ingen store bølger og væltede det.

“Det er et dejligt sommersted, vi har i år,” sagde han. “Her er både vand og have, og når det bliver regnvejr, behøver jeg ikke at kede mig, for så er jeg hjemme hos alt mit legetøj.

Nu er jeg slet ikke ked af, at vi ikke havde råd til at komme på landet. Jeg har alt, hvad jeg ønsker mig, her.”