Billederne

Lottes mormor boede i Jylland, og Lotte boede i København, så det var kun sjældent, de så hinanden.

En dag fik Lottes mor brev fra mormor, hvori hun skrev, at hun så gerne ville have nogle billeder af dem.

Lottes mor havde et fotografiapparat, og først tog hun nogle billeder af sin mor.

Mor forklarede, hvordan hun skulle bære sig ad.

“Det kan jeg nemt,” sagde Lotte, “det bliver nogle flotte billeder af dig, stå helt stille, sådan, nu ta’r jeg det.”

Da billederne kom fra fotohandleren, var der seks gode billeder af Lotte, men da Lottes mor så billederne af sig selv, gav hun sig til at le. På det ene så man kun hendes ben, på det andet var der slet ingenting af hende, men bare et vindue.

“Mormor kan sikkert få glæde af dem alligevel,” sagde Lotte, “jeg vil sende et brev med, der forklarer, hvad det er; og Lotte skrev:

“Kære mormor!

Her er seks flotte billeder af mig, er jeg ikke blevet stor?

Billederne af mor har jeg taget, de er måske ikke så gode, men du kan ellers tro, mor så pæn ud, hun havde sin nye, gule kjole på, og på det ene billede kan du se hendes nye, gule sko, er de ikke pæne?

På det andet billede kan du se mit vindue, jeg har sådan nogle søde, hvide gardiner, hvis du ser godt efter, kan du se dem på billedet. Når jeg er blevet dygtigere til at fotografere, skal jeg sende dig et godt billede af hele mor. 

Mange kærlige hilsner fra din Lotte.”

“Så er den klaret,” sagde Lotte, “nu vil mormor alligevel få glæde af mine billeder.”