Buksebagen

Lige meget, hvor mange nye par bukser Jørgen fik, så fik han altid meget hurtigt slidt hul på bagen. Hans mor var ulykkelig over det, for det var dyrt at blive ved med at købe bukser.

“Du må passe bedre på dine bukser,” sagde hun, “jeg har ikke råd til at skaffe nye.”

“Disse her skal jeg nok passe på,” sagde Jørgen, da han havde fået et par nye bukser. Men allerede dagen efter havde han glemt, hvad han havde lovet, for han var en rask dreng, der kunne li’ at klatre i træer og kure ned ad skråninger.

Om aftenen, da Jørgen kom ind, var der et stort hul bagi de nye bukser.

“Det er for galt,” sagde hans or. “Nu får du en stor lap bagpå.”

“En dreng er en dreng,” sagde Jørgens mormor, “og drenge må ha’ lov til at røre sig. Giv mig bukserne, så skal jeg gøre dem i stand, så de ikke kan slides op.”

“Jamen, han er nu for vild,” sagde Jørgens or.

“Det er kun tegn på, at han er en rask dreng,” sagde hans mormor.

Næste dag kom mormor med bukserne, der var syet en mægtig skindlap bagi. “Se,” sagde hun , “nu skal de nok holde.”

“Jømen, mormor,” sagde Jørgen, “tror du ikke, at de andre drenge vil drille mig, når jeg har skindbag?”

“Det vil de hurtigt holde op med, når de ser, at du kan kure på skråninger, ige så meet du vil,” sagde mormor.

Der var ingen, der drillede Jørgen, tværtimod misundte de ham, at han kunne kure lige så meget, han ville, uden at der gik hul på bukserne. Og efterhånden fik flere og flere af drengene skindbag i deres bukser.