Cirkushunden

Snif var en lille, herreløs hund, som ganske lille var den løbet hjemmefra, fordi den ville ud og opleve noget sjovt.

Den tiggede lidt mad histo g her, og når den var mæt, løb den videre. En dag så den et telt på en mark, og da den ikke havde noget at forsømme med det, løb den hen for at se, hvad det var.

Bagved teltet var der en hel masse vogne, og inde i teltet var der en elefant, en hel masse hunde og nogle sæler. Snif satte sig ned og så på dem, og da en af hundene kom forbi, spurgte Snif:

“Hvad er det her for noget?”

“Det er cirkus,” svarede hunden, “vi rejser fra by til by og optræder.”

“Det lyder godt,” sagde Snif, “kan I ikke bruge mig?”

“kan du danse på to ben,” spurgte hunden.

“Næ, jeg kan slet ikke danse,” svarede Snif.

“Så kan du ikke være cirkushund,” sagde den anden og løb.

Snif var lidt trist, for den ville gerne være ved cirkus, og rejse fra by til by.

Om natten, da de allesammen sov, lagde den sig under en af vognene og tænkte. Pludselig hørte den en raslende lyd og så en mand komme luskende med en kasse under armen.

Snif havde aldrig set manden før, men den mente ganske bestemt, at der var noget forkert ved ham, så den gav sig til at gø.

“Ti dog stille, dumme hund,” hviskede manden, men Snif blev ved med at gø, og så vågnede manden, der ejede cirkus, og kom ud for at se, hvad der var i vejen, og da han opdagede den fremmede mand med kassen, råbte han:

“Nå, du skulle stjæle, kom med pengekassen, ellers pudser jeg hunden på dig.”

Manden smed kassen og løb alt, hvad han kunne.

“Lad ham bare løbe,” sagde cirkusdirektøren til Snif, “det vigtigste er, at du reddede vores penge. Du er en glimrende cirkusvagthund.”

Og så blev Snif ved cirkus resten af sine dage, og det var lige noget, der passede for den.