Fuglen Jenny og hendes mand, Jonathan, boede i en fuglekasse i det store egetræ. De havde lige fået fire unger, og Jenny fløj frem og tilbage og skaffede mad til dem. Jonathan, som var den mest søvnige og dovne fugl i hele haven, sad bare i egetræet og så træt ud.
“Hvor er det svært at have så mange unger,” sagde han og gabede, “man bliver træt, bare ved at se på dem.”
“Skaf du hellere noget mad,” sagde Jenny, “jeg flyver hele tiden og skaffer føde til dem, nu er det din tur. Flyv ud og skaf noget, jeg må ligge lidt og varme børnene.”
Jonathan fløj ned i haven og begyndte at kigge sig om efter noget mad. Først hoppede han rundt på græsplænen, men han synes ikke, der var noget. Så kom han i tanker om, at naboen havde et foderbræt, hvor der altid var dejlige søde kagekrummer. Han skyndte sig derind og gav sig til at spise. Han spiste og spiste og følte sig dejlig mæt. Solen varmede ham og gjorde ham søvnig. Han satte sig godt til rette og faldt i søvn.
“Nå, her sidder du,” sagde Jenny. “Jeg kunne ikke forstå, hvor du blev af. dine børn er sultne. Jeg burde have vidst, du sad og sov et eller andet sted. Flyv straks hjem og varm ungerne, så skaffer jeg mad.”
Jonathan rystede sig og gabede, så fløj han hjem til egetræet.
“Pyh, hvor er det svært at have unger,” sagde han og lagde sig hos børnene. “Lig stille, så jeg kan få ro.”
Da Jenny kom med mad lidt senere, sov han.
“Flyt dig, så ungerne kan få mad,” sagde Jenny.
“Det var godt, du kom, Jenny,” sagde Jonathan. “Jeg er så træt af at være barnepige.”
Og så fløj han op på en gren og satte sig til at sove.
Skriv et svar