Den gamle togvogn

Der stod en gammel jernbanevogn langt uden for banegården. Skinnerne den stod på var helt røde ar rust, og vognen var heller ikke pæn mere.

Somme tider stod den gamle vogn og drømte om dengang, da den var en smuk vogn, og alle gerne ville køre med den. Nu stod den bare her til ingen nytte.

Hvergang det store røde lyntog kørte forbi, trak det i den gamle vogn.

“Stå dog stille,” vrissede skinnerne.
“Åh – bare jeg kunne køre med,” sukkede den gamle vogn.
“Sludder,” sagde skinnerne, “vi har haft vores tid, og nu kan ingen bruge os mere.”
“Hvem ved,” sagde vognen.
“Vås,” sagde skinnerne, “det passer sig ikke for en gammel vogn at stå her og fantasere.”

Vognen stod stille, og fortalte ikke mere skinnerne om sine drømme.

Men en dag skete der alligevel noget, der kom nogle mænd og begyndte at skubbe den gamle vogn hen ad skinnerne.

“Nu skal jeg endelig på rejse,” jublede den gamle vogn, “farvel, farvel,” råbte den til skinnerne.

“Pjat, pjat,” peb de gamle skinner under den, “du skal nok bare hugges op, du gamle vogn.”

Men den gamle vogn blev ikke hugget op. Den blev sat ind i en have lige ved banen, den blev malet og fik blomsterkasser på siden og gardiner i vinduerne. Inden i vognen blev der lavet en stue og et lille køkken. Den blev til det nydeligste lille sommerhus.

“Er det ikke vidunderligt,” sagde den gamle vogn hen for sig.
“Pift,” sagde det store røde lyntog , når det kørte forbi.
“Se,” råbte Søren, der sad inde i lyntoget, “se, det søde sommerhus.”

Den gamle vogn stod bare lige midt i solen og var så glad, så glad.