Den glemsomme Peter

“Mor, må jeg gå ud og lege?” spurgte Peter, så snart han havde spist sin morgenmad.

“Ja, hov, vent nu lidt,” sagde hans mor. “Først må du ordne det, du skal. Du skal vaskes, klædes på, børste sko og rydde op i dit værelse, så kan du lege bagefter.”

Peter ryddede op i sit værelse. “Må jeg så gå?” råbte han ind i stuen til sin mor.

“Har du vasket dig og klædt dig på og børstet sko?” spurgte hans mor.

Fra vinduet så Peter, at alle hans kammerater var ude at lege, så han skyndte sig at pudse sko, det gjaldt jo bare om at blive færdig i en fart. Da det var gjort, råbte han ind i stuen til sin mor, der sad og talte i telefon: “Må jeg så gå?”

“Ja, hvis du er helt færdig,” sagde hans mor og talte videre i telefonen.

“Det er jeg,” sagde Peter og skyndte sig ud af døren.

“Hallo!” råbte han til børnene, “her kommer jeg, må jeg lege med?” Men alle børnene gav sig til at le og pege fingre af ham.

“Hvad ler I af?” spurgte Peter og så ned ad sig selv, og så forstod han først, hvorfor børnene morede sig sådan over ham. Han var i PYJAMAS. “Der kan man se,” sagde han, “jeg har både glemt at vaske mig og klæde mig på. Det eneste jeg kunne huske, var at jeg skulle ud og lege.”