Inde i Toves have hoppede en lille forpjusket fugleunge omkring, den peb så ynkeligt, for den var faldet ud af sin rede. Det var hen under aften, da Tove og en af hendes veninder fandt den. “Åh, det er synd,” sagde Tove, “katten vil æde den i nat, jeg må hellere ta’ den med op til min mor.” Tove tog forsigtigt fugleungen og gik ind med den.
“Mor, mor!” råbte hun, “her er en lille fugleunge, der er faldet ud af reden, vil du passe påd en?” Mor kom til og kiggede lidt på ungen og så sagde hun: “Ungen er jo så stor, at den næsten kan flyve, hvis vi i morgen sætter den ud på altanen, kan det være, den selv kan fortælle sin mor, hvor den er.”
Toves mor hentede en lille æske og lagde fugleungen i den, hun lod den være inde om natten, men tidligt den næste morgen satte hun æsken ud på altanen. Den lille unge pippede og pippede, og lidt efter kunne man høre fuglemor svare.
“Nu har de hørt hinanden,” sagde Toves mor, “nu varer det nok ikke så ænge, før dens mor kommer.” Og rigtig nok, fuglemor kom og satte sig på tagrenden og kiggede ned på altanen, der sad den så lidt og talte med sin unge og fløj væk igen.
Lidt efter kom fuglemor tilbage, så sig forsigtigt omkring og fløj så ned i æsken og madede sin unge.
Sådan blev den ved, hver dag, indtil ungen var stor nok til, at den kunne hoppe op på kanten af æsken.
Men en morgen, da Tove kom ud på altanen for at se til den lille fugleunge, var den forsvundet.
“Mor!” råbte hun, “der er nogen, der har taget min fugleunge.”
“Nej,” sagde hendes mor, “dens mor har bare hentet den. Nu kan den selv flyve, så nu kan den klare sig uden vores hjælp.”
Men hele sommeren kom der en fugl og spiste krummer på Toves fuglebræt ude på altanen. Den var slet ikke bange for hende, selv om hun kom helt hen til den, så hun var sikker på, at det var “hendes” lille fugleunge, der var blevet voksen.
Skriv et svar