Det havde været dejligt mildt hele efteråret. En lilel violplante havde nydt det varme vejr, så meget, så den igen havde fået små blomster, lige som om foråret. Men en aften sidst i september begyndte det at blæse, og det begyndte også at fryse en lille smule.
“Uh, jeg fryser,” sagde violplanten.
“Så må du hellere få tæppe på,” sagde det vilde kirsebærtræ, som stod lige ved siden af. Træet rystede sig lidt og lod et blad falde ned på violplanten.
“Tak, det hjalp,” sagde den.
Men næste aften blev det endnu koldere, vinden susede i kirsebærtræet, og den lille plante stod og rystede. “Uh, hvor blir det dog koldt,” jamrede den, “er det ved at blive vinter nu?”
“Ja, du må hellere lægge dig rigtig ned og sove,” sagde kirsebærtræet, “der er ikke meget håb om, at vi får mere varme i år.”
Træet rystede i vinden og sendte en hel masse blade ned over violplanten.
“Nu sover jeg lunt og godt, takket være dig,” sagde den lille plante, “og jeg vil sove lige til foråret vækker mig.”
Og violplanten faldt i dyb søvn, nede under bladene. Den hørte ikke stormen, den vdste ikke, at alting blev hvidt af sne oven over den, og den mærkede ikke frosten, så lunt lå den.
Men da solen igen begyndte at varme, og fuglene begyndte at synge, så vågnede den og stak hovedet op af jorden.
“Her er jeg igen,” sagde den til kirsebærtræet, “jeg har sovet så dejligt.”
“Så, nu er det bestemt forår,” sagde en dreng, “se, violen er kommet!”
“Du må ikke plukke den,” sagde en lille pige, “lad den stå der, hvor den hører til, så kan alle mennesker se, at det er ved at blive forår.”
Skriv et svar