Den røde sløjfe

Lige fra Bente var ganske lille, havde hun holdt meget af at danse. Så snart hun hørte musik, løftede hun op i kjolen og gjorde dansetrin. Da hun var stor nok, fik hun lov til at gå til dans.

Først lærte hun at gå i takt til musikken, og senere lærte hun “Lotte gik”, men en dag, da hun kom fra dans, sagde hun til sin mor: “Jeg vil helst ikke gå til dans mere!”

“Jamen, hvorfor dog ikke,” sagde hendes mor, “du er da så glad for at danse.”

“Jamen, jeg kan ikke kende forskel på det højre og det venstre ben,” sagde Bente, “jeg bli’r flov, for det kan alle de andre.”

“Er det ikke andet,” sagde hendes mor, “det skal vi snart finde ud af.”

Bentes mor fandt et stykke rødt silkebånd og bandt det i en sløjfe om Bentes højre ben.

“Se, nu ved du, at den røde sløjfe sidder på det højre ben,” sagde hun.

Bente gik med sløjfen om benet hele dagen. Og hvergang mor spurgte: “Hvor er højre ben?”, så strakte Bente det ben frem med sløjfen på.

Om fredagen, da Bente skulle til dans, var hun næsten sikker på, hvilket af benene der var det højre. Men for en sikkerheds skyld gav mor hende den røde sløjfe på alligevel. Det så oven i købet helt pænt ud. Den dag tog Bente ikke fejl af højre og venstre een eneste gang.

Da hun havde været til dans nogle gange, behøvede hun ikke mere sin sløjfe, for nu vidste hun helt bestemt, hvad der var højre, og hvad der var venstre, og siden har hun glædet sig til at komme til dans hver fredag.