Den sladrende Per

Per havde altid svært ved at få ngoen at lege med. De andre børn nede på legepladsen legede så godt sammen, men de ville aldrig have Per med.

En dag, da han sad i sandkassen, kom der en dreng og spurgte, om han måtte låne Pers spand et øjeblik.

“Nej, det er min,” sagde Per.

“Du får den jo igen,” sagde drengen.

“Moar,” råbte Per, “der er en dreng, der vil ta’ min spand.”

Hver gang, der var den mindste smule i vejen, sladrede Per til sin mor.

En dag legede børnene far, mor og børn, og Per spurgte, om han måtte være med.

“Tror du, der er nogen, der vil have sådan en sladremand,” sagde Grete.

Per satte sig i et hjørne af legepladsen. Han var meget ked af det, men han vidste, at det ikke nyttede at sladre denne gang, for hans mor kunne jo ikke tvinge de andre til at lege med ham.

Næste dag spurgte han Grete, om de skulle bygge et sandslot.

“Jeg leger ikke med sladrehanke,” sagde hun hånligt og smed Pers spand hen ad jorden, så den fik en bule.

“Skal du ikke op og sladre?” spurgte hun.

I det samme kom Pers mor hen til dem.

“Ih, sikken en bule, spanden har fået,” sagde hun. “Hvordan er det sket?”

“Jeg tabte den,” sagde Per og skævede til Grete.

“Nå, leger I godt?” spurgte Pers mor.

“Ja,” sagde Per, “vi skal til at bygge en sandborg.”

“Så god fornøjelse,” sagde hans mor og gik igen.

Der var helt stille et øjeblik, så kom Grete hen til per.

“Skal vi så bygge den sandborg,” sagde hun, “og undskyld det med sladrehanken.”

“Det var min egen skyld,” sagde Per. “Kom, lad os så bygge den sandborg.”