Den tørstige blomst

Der lå en lille Engblomme midt på vejen, den var så tørstig så dens hoved var helt bøjet. For nogle timer siden havde den stået på engen og set så frisk og yndig ud, og der havde været nok af vand til den, fra rødderne. men så var der kommet nogle børn forbi.

“Den gule blomst vil jeg ha’,” sagde en lille pige og plukkede den. Men da hun havde gået lidt med engblommen i sin varme hånd, begyndte den at hænge med hovedet.

“Uh, den er slet ikke pæn mere,” sagde pigen, “jeg vil ikke ha’ den alligevel.” Og så smed hun den på vejen.

Nogen tid efter kom der en gammel kone. Hun samlede blomsten op og tog den med hjem, hun satte den straks i vand, og den lille engblomme blev så glad, at den rejste hovedet som tak.

“Se, hvor smuk du bliver,” sagde den gamle kone, “du er jo en engblomme. Det var godt, jeg fandt dig, ellers var du vel visnet af tørst midt å vejen. Bare folk ville lade være med at plukke blomster, når de alligevel ikke vil ha’ dem. Du ser smuk ud her, men du har sikkert set endnu smukkere ud ude på engen, hvor du hører hjemme.”

Engblommen stod rank i sin vase hos den gamle dame. Den var glad for at være hos hende, for den kunne mærke, at hun holdt meget af blomster. Hver gang hun gik forbi den, så hun på den med sine venlige øjne. Og hver dag gav hun den frisk vand, for at den kunne blive hos hende så længe som muligt.