Bo’s far var meget rig, han havde en stor ville på Strandvejen. Bagved villaen lå der et lille hus, hvor gartneren boede, og gartneren havde en dreng, der hed Hans.
Bo og Hans var lige gamle, de holdt meget af hinanden og var altid sammen.
Om sommeren legede de nee ved stranden. Om vinteren byggede de snehuler og sloges med snebolde, men kun for sjov, for de var aldrig uvenner.
Bo havde en masse legetøj, men han havde en kedelig vane. Så snart der var den mindste smule i vejen med det, sagde han: “Nu duer det ikke.”
“Må jeg få det?” spurgte Hans.
“Ja, værs’go’, men hvad vil du med det gamle skidt?” spurgte Bo.
“Lave det i stand,” sagde Hans.
“Det duer ikke,” sagde Bo, “men ta’ du det bare.”
Drengene legede næsten altid ovre hos Bo, men en dag, da det pludselig blev regnvejr, løb de ind til Hans for at lege.
“Ih, hvor har du fået meget nyt legetøj,” sagde Bo.
“Ja,” lo Hans, “men jeg har aldrig købt noget af det.”
“Hvor har du det så fra?” spurgte Bo.
“Det er bare alt det, du har sagt “det duer ikke” til,” sagde Hans, “min far hjælper mig med at gøre det i stand, så det bli’r som nyt, det er meget sjovere end at købe det.”
Skriv et svar