Det lille tog

Fra en lille station langt ude på landet kørte et lille tog hver dag ind til den store banegård. Der var altid mange med det lille tog, folk der skulle handle i byen, eller folk, der skulle videre med det store lyntog. Det var et pænt tog, men alligevel var det lille tog ked af det, for det ville hellere være et lyntog og køre rask forbi de små stationer. Det ville også så gerne prøve at sejle med færgen, som det havde hørt lyntoget gjorde.

Tit stod det lille tog inde på den store banegård og så beundrende på det store røde lyntog.

“Det har altid fart på,” sukkede det ille tog, “bare det en dag fik tid til at tale med mig.”

Så skete det en dag, at der blev noget i vejen med et skiftespor, og lyntoget måtte vente på banegården. Det kom til at holde lige ved siden af det lille tog.

“Ih, hvor ville jeg gerne være dig og suse af sted og gøre rigtig nytte, ” sagde det ille tog.

“Du gør da ligeså megen nytte, som jeg gør,” sagde lyntoget, “hvis du ikke bragte breve og pakker og folk hertil ude fra landet, så havde jeg jo ikke noget at køre med.”

“åh, det har jeg aldrig tænkt på,” sagde det lille tog.

“Jeg synes, du er et meget nyttigt tog,” sagde lyntoget. Det fik ikke sagt mere, for der blev fløjtet afgang. Lyntoget gav et pift til farvel, og lidt efter var det langt borte.

Men hver dag, nr det lille tog kom dampende ind på banegården, gav det et pift, når det så lyntoget, og så sagde det stolt: “Her er jeg igen, med breve og pakker og en hel masse folk til dig.”

“Tak skal du have,” piftede lyntoget og skyndte sig videre.

Det lille tog smilede, og så dampede det igen af sted fuldt af pakker og breve og med en masse folk, der skulle ud på landet.