Det syngende tog

Der var engang et lille tog, der holdt på en banegård og ventede på at komme ud at køre. Forrest var lokomotivet, det var ham, der bestemte farten, og bagefter kom en lille rød vogn, og bagved den en lille hvid vogn. Det lille tog var så glad for, at det skulle ud at køre, for det havde stået inde i sit hus og sovet, men nu skulle det på rejse.

Nu stod det altså på banegården og kiggede på alle de mennesker, der skulle med. Der var mange, for det var en dejlig forårsdag, og folk ville ud og se den nyudsprungne bøgeskov.

Der kom også en lille dreng med sin mor ved hånden, og han standsede og pegede på toget.

“Skal vi med det tog?” spurgte han.

“Ja,” sagde hans mor, “vi skal ud i skoven og plukke anemoner, og toget kører os lige derud.”

“Det er da et glad tog – se – det er ligesom om det smiler,” sagde drengen.

“Kom nu, Søren, ellers kører toget fra os,” sagde hans mor og løftede ham op i den lille røde vogn.

“Pift,” sagde det lille tog og dampede ud fra banegården.

Søren sad ved vinduet og kiggede ud, så lyttede han lidt og sagde: “Hør, mor, det er lige som om toget synge: “Jeg har Søren med – jeg har Søren med.” Mor’en smilede og sagde: “Ja, minsandten, det er det syngende tog, vi kører med.”

Senere sang det: “Se skoven – se skoven,” og så sendte det røg op af skorstenen og piftede. Lidt efter bremsede det, mens det sang: “Så er vi her – så er vi her,” og så holdt det helt stille.

Søren og hans mor stod af toget, og da de kom forbi lokomotivet sagde Søren: “Tak for turen, du lille syngende tog.”

“Pift,” sagde toget og kørte videre, mens det sang: “Farvel, go’ tur – farvel, go’ tur.”

Hvis du en dag kører med toget, så prøv selv om du ikke kan høre, at det er det lille glade tog, for det synger også for dig.