Grete var 7 år, og Niels var 4, og i lange tider havde de øvet sig på fastelavnssangen. Endelig i dag skulle de bruge den, for det var fastelavnssøndadg, og de skulle rise deres far og mor op.
Niels havde fået en sørøvermaske, og Grete hjalp ham, så han kom til at ligne en rigtig sørøver, selv skulle hun være Rødhætte.
Da Niels var færdig, så han sig i spejlet. “Jeg er bange for mig selv,” sagde han og var lige ved at græde.
“Det er jo bare sjov det hele” sagde Grete, “vi skal have masker på for at far og mor ikke skal kende os, det er jo det, der er det sjove ved det.”
“Nå ja,” sagde Niels, men han så ikke særlig henrykt ud.
“Du skal rise mor op,” sagde Grete, “hun bliver helt forskrækket, hun kan umuligt se, at det er dig.”
Børnene gik ind i soveværelset og slog på fars og mors dyner med deres fastelavnsris, mens de sang fastelavnssangen.
“Uha,” sagde mor, “hjælp, her er en grusom sørøver, hvordan er han dog kommet ind i huset.”
“Du skal slet ikke være bange mor,” skyndte Niels sig at sige, “det er jo bare mig, Niels, og Rødhætte det er bare Grete. Jeg kan heller ikke li’ ham sørøveren, jeg vil meget hellere have fastelavnsboller.”
“Det skal du få,” lo mor og skyndte sig i tøjet.
Da de sad ved morgenbordet, og Niels var ved at spise den anden bolle, sagde han til sin mor:
“Det var vel nok godt, jeg sagde hvem, jeg var, da jeg var sørøver, ellers havde du aldrig kendt mig. Det er godt, jeg bare er Niels, for ham sørøveren havde du ikke givet boller, vel mor?”
Skriv et svar