Gunnar var en lille københavnerdreng, som var så heldig at få en ferieplads på en stor gård. Da han vinkede farvel til sin mor på banegården, var han ikke rigtig stolt, for han skulle være væk fra hende en hel måned, og det var meget længe, syntes han. Men allerede da toget var ude af banegården, var der så meget nyt at se på, så han helt glemte at savne sin mor.
Der var osse så mange andre børn med toget, og de havde det vældig sjovt. Gunnar skulle kun med til Roskilde, der blev han hentet af gårdmanden, han skulle bo hos, han var vældig rar, og inden de nåede hjem til gården, var de allerede fine venner. Gårdmandens kone var osse vældig sød, og karlen Anders viste ham rundt på gården, der var en masse heste, grise og køer, og Gunnar blev hurtig venner med dem alle. Han hjalp med at trække hestene i marken, han fik også lov at ride på en af dem. Engang imellem kørte han med Anders i hestevogn.
En morgen, da han kom ud i stalden, havde soen fået små grise, og Gunnar fik lov at holde een af dem.
En anden dag havde en hest fået føl, der skete hele tiden noget nyt og spændende. Det nye føl kom til at hedde Gunnar.
“Det skal være din hest,” sagde gårdmanden.
Da Gunnar fik at vide, at hans ferie var forbi, sagde han: “Skal jeg allerede hjem, jeg er jo lige kommet.”
“Du må komme tilbage til næste år,” sagde gårdmanden, og så kan du være her hele ferien.
Da Gunnars mor hentede ham på banegården i København, kunne hun næsten ikke kende ham, så brun var han. Da de kom hjem sagde han: “Hvor var der dejligt på gården, men ih, hvor går en måned altså hurtigt, når man er på landet.”
Skriv et svar