Gækkebrevet

Anne-Marie gik i første klasse. Hun havde lært at skrive, og da det blev forår, lærte lærerinden dem at skrive et gækkebrev med prikker i stedet for deres navn. “Hvis den I sender brevet til, ikke kan gætte, hvem det er fra, skal han eller hun give et påskeæg,” sagde hun.

Om eftermiddagen, da Anne-Marie kom fra skole, gik hun ud i haven og fandt vintergækker. Så tog hun et stykke brevpapir, klippede fine takker i det og skrev gækkebrev til sin mor.

Hun skrev:

“Kære mor. 
En af dine vænner en vintergæg dig sænder,
mit navn det står med prigger pas på det ikke stigger. 
. . . . – . . . . . “

Nedenunder skrev hun: “Vis du ikke gædder det inden aften, ska du gi maj et påskeæk.”

Hun puttede brevet i en konvolut og skrev “Mor” udenpå, og så listede hun ud og lagde det i brevkassen.

Lidt efter kom mor ud i gangen.

“Ih, der er brev til mig, hvem mon det er fra?”

Anne-Marie kunne næsten ikke holde det ud for spænding, mon mor gættede det?

“Men dog,” sagde mor, “det er gækkebrev, og jeg som er så dårlig til at gætte. Kan du ikke hjælpe mig?”

“Nej,” sagde Anne-Marie, “jeg kan da ikke vide, hvem det er fra.”

Flere gange i løbet af dagen spurgte hun sin mor, om hun havde gættet, hvem brevet var fra, men mor rystede på hovedet og sagde:

“det er helt umuligt, der er så mange prikker.”

Om aftenen, da Anne-Marie var lagt i seng, sagde hun til sin mor:

“Du skal af med et påskeæg, brevet var fra mig.”

“Var det fra dig,” lo mor, “det havde jeg ikke tænkt mig, ja, ja, men så må jeg jo af med et påskeæg.”

“Jeg vil også skrve et til far og til mormor og tante,” sagde Anne-Marie.

Da påsken kom, havde hun fire påskeæg, der stod på række på hendes bord.

“Du er nok go’ til at skrive gækkebreve,” sagde hendes far.

“Ja, men jeg syn’s nu ikke, at de voksne er gode til at gætte,” sagde Anne-Marie.