Hans holdt hvert år sommerferie hos sin tante Inger, som boede ude på landet. Jernbanen gik lige forbi tante Ingers hus, det var en lille bane, og folk kaldte toget for “Grisen”.
Hans kunne så godt li’ at sidde nede i haven, når toget kom kørende, det kørte så langsomt lige på det sted, fordi det gik op ad bakke. Lokomotivføreren tog til kasketten, når Hans vinkede, og folk inde i toget vinkede igen.
En dag, da Hans gik med tante Inger nede i haven, kom det lille tog prustende hen ad skinnerne.
“Kan du høre, hvad toget siger?” spurgte tante Inger.
“Næh,” sagde Hans. “Hvad siger det?”
“Jo, når det kører op ad bakken her, siger det til dig: “Jeg tror, det går, Hans, jeg tror, det går, Hans!” Hans lyttede, så lo han. “Det si’r det jo osse,” sagde han henrykt.
“når det så er kommet op ad bakken og begynder at køre ned ad,” fortsatte tante Inger, “hvad tror du så, det siger?”
“Hvad si’r det?” spurgte Hans.
“Hør engang, nu er det oppe på toppen, så begynder det at køre ned, og så siger det: “Kan du se, det gik, Hans. Kan du se, det gik, Hans!”
Hans lyttede igen, og ganske rigtigt, toget sagde: “Kan du se, det gik, Hans. Kan du se, det gik Hans!”
Nu var det rigtig spændende at vente på “Grisen” hver dag, for nu kunne Hans bestemt høre, at toget talte til ham. Somme tider sagde det: “Jeg er så træt, Hans. Jeg er så træt, Hans,” og når det kørte ned ad bakken, sagde det: “Nu går det fint, Hans. Nu går det fint, Hans!”
“”Grisen” er det bedste tog i hele verden,” sagde Hans. “Det fortæller mig altid, om det er kommet godt ned ad bakken. Når jeg bli’r stor, vil jeg være lokomotivfører, og så vil jeg køre med “Grisen””.
Skriv et svar