Hønen Gokkerok

Ude i hønsegården var der mange forskellige slags høns. Hvide høns, perlehøns og dværghøns, der var også en rød hane og en hvid hane, store kyllinger og små kyllinger, og en andemor med seks ællinger. Der var også en hanekylling, som børnene kaldte for “frække Frederik”, fordi den altid maste sig foran, når de fodrede høns. Og så var der hønen “Gokkerok”.

Det var den ældste høne i hele hønsegården, og den var næsten helt tam.

“Gok, gokkerok,” sagde den, den gik altid og småsnakkede med sig selv.

“Du tror vist, du er meget klog,” sagde frække Frederik til den.

“Gokkerok, gok, ja, jeg har jo set og hørt en del i min tid og kendt andre frække hanekyllinger end dig, nogle af dem blev ædt af ræven.”

“Tror du en virkelig hanekylling er bange for en ræv,” lo frække Frederik, “men hvis du er bange, skal jeg gerne passe på dig, næste gang den kommer her,” sagde han og fløj op på taget og galede i vilden sky.

“Gokke gokkerok,” sagde den gamle høne, og det lød næsten som om den lo.

En dag, nogen tid efter, luskede ræven rundt udenfor hønsehuset. “Gokkerok”, som var en gammel klog een, opdagede det og gav sig til at kagle “Gok gokkerok,” hun vækkede den gamle hane, også den galede og ænderne rappede.

Ja, der blev sådan en støj, så børnene kom ud fra huset for at se, hvad der var i vejen. De nåede lige at se ræven forsvinde ind i skoven. Da der igen var faldet ro over hønsegården, ville hønsene takke “Gokkerok”, fordi hun havde advaret dem, men hun sad ikke på sin sædvanlige plads, hvor var hun?

Hun sad henne i et hjørne af hønsehuset og prøvede på at få liv i den frække Frederik, han var nemlig besvimet af skræk, da han hørte, at ræven var i nærheden.

“Gokke gokkerok,” trøstede hun.

“Sig det igen,” bad Frederik rystende, “jeg var så bange, så bange, vil du passe på mig?”

“Gokkerok,” sagde den gamle høne beroligende.