Den gamle røde høne kaldte alle husdyrene sammen ude på marken bagved laden.
“Hør her,” kaglede hun, “jeg ved, at I alle sammen holder meget af gårdmanden og hans kone, er det ikke rigtigt?”
“Jo,” mueh’ede køerne, “jo,” sagde alle de andre dyr.
“Der er sket noget slemt,” fortsatte den røde høne, “jeg hørte idag gårdmanden sige til sin kone, at hvis de ikke fik en god sommer, måtte de sælge gården til efteråret.”
“Det må ikke ske,” vrinskede hestene, “vi vil pløje jorden godt.”
“Vi vil gi’ meget mælk,” sagde køerne.
“Vi vil lægge så mange æg som vi kan,” sagde de andre høns.
“Vi vil skynde os at få en tyk pels, så vi giver meget uld,” sagde fårene.
“Ja,” sagde den store hvide hane, “og ingen af hønsene må mere nippe af jordbærrene i haven, manden skal sælge dem.”
“Hvad vil du gøre?” spurgte den røde høne hunden på gården.
“Jeg vil holde vagt om natten, så ræven ikke ta’r een eneste høne, vi har brug for Jer allesammen.”
“Jeg vil gale lidt tidligere om morgenen, så gårdmanden og hans kone vågner,” sagde den store røde hane.
Så var det bestemt, og dyrene gik hver til sit. Hele sommeren arbejdede de hårdt, og da efteråret kom, havde gårdmanden fået så mange penge ind, så han kunne beholde gården og alle sine dyr.
Skriv et svar