Jeg gider ikke

Hanne havde fået den vane at sige “jeg gider ikke”. Hver gang man spurgte hende om noget, sagde hun bare “jeg gider ikke”.

En dag var det særligt slemt. Hendes mor sagde: “Skal du ikke ned og lege?”

“Jeg gider ikke”, sagde Hanne.

Det var ikke, fordi Hanne var doven, heller ikke for at være næsvis, nej, hun syntes bare, det lød vældig godt at sige “jeg gider ikke”.

“Nu må du holde op med at sige det,” sagde hendes mor. “Tænk, hvis alle mennesker sagde “jeg gider ikke”.”

“Det kunne da være sjovt,” sagde Hanne.

“Jeg er ikke sikker på, du ville synes om, hvis jeg sagde det,” sagde hendes mor og smilede. “Nå, men løb du nu ned og leg.”

Mærkelig nok sagde Hanne ja i stedet for “jeg gider ikke”.

Da hun kom op ved frokosttid, var huset ikke gjort rent, og der var ingen frokost til hende, som der plejede at være, og inde i stuen sad hendes mor og læste.

“Hvor er der ikke gjort rent endnu?” spurgte Hanne.

“Jeg gider ikke,” sagde hendes mor uden at se op fra bogen.

“Skal vi ikke spise frokost?” spurgte Hanne.

“Jeg gider ikke,” sagde hendes mor og gemte sig bag bogen, for at Hanne ikke skulle se, hun morede sig.

“Mor,” sagde Hanne, “hvis jeg nu lover aldrig mere at sige “jeg gider ikke”, vil du så give mig lidt frokost, for jeg er sulten.”

“Jo, det kan du tro,” sagde mor og lo. “kom, sågår vi ud og laver mad til dig, og bagefter kan du hjælpe mig at gøre huset i stand.”

“Jeg gid… nej, undskyld, jeg mente, det skal jeg nok,” sagde Hanne.

Så lo de begge to, og da Hannes far kom hjem om aftenen, var alt, som det plejede at være. Kun een ting var forandret: Hanne sagde ikke mere “jeg gider ikke”.