Hvert år sidst i november lavede Birgits mor en julekalender til Birgit. Den var noget helt for sig selv, og meget mere spændende end dem, man kunne købe, syntes Birgit.
Mor klistrede et stykke farvet glanspapir på et stykke pap, så satte hun glansbilleder på, og til sidst 24 sølvstjerne, een for hver dag, fra første december til juleaften. Når det var færdigt, hængte hun en lille pakke ved hver sølvstjerne. Pakkerne havde alle mulige faconer, for der var noget forskelligt i dem alle sammen.
Fra første december måtte Birgit så hver dag tage en lille pakke fra kalenderen, når hun havde spist sin morgenmad.
Een dag var der et bolsje i pakken, en anden dag et stykke lakrids, een dag en femogtyveøre eller måske et stykke tyggegummi. Jo, det var en dejlig kalender.
“Det er utroligt, hvad min kalender kan,” sagde Birgit til sin legekammerat. “Den kan få mig til at vågne om morgenen, den kan også få mig til at spise min havregrød helt op. Den fortæller mig også, hvor længe der er til juleaften, hvor jeg får rigtige store pakker.”
“Hvor mange dage er der da til juleaften,” spurgte Birgits legekammerat.
“Der er ti dage til,” sagde Birgit, “om ti morgener er der ikke flere pakker på, men kalenderen får alligevel lov til at hænge ved min seng julen over, for det er dens skyld, at jeg har glædet mig sådan til juleaften.”
Skriv et svar