Julemanden

Allerede sidst i november var der juleudstilling i den gade, hvor Ida boede.

Henne i fru Hansens legetøjsforretning stod der en dukkenissemand og slog på ruden med en stok. Ida synes, det var, lige som den sagde “Stands”, hvergang hun kom dertil, og så standsede hun og kiggede på legetøjet. Der var nok at se på, men det bedste af det hele var en dukke med lange sorte krøller; den havde en smuk gul silkekjole på.

“Den ønsker jeg mig til jul,” tænkte Ida.

En dag viste Ida sin mor den, og hun syntes også, at den var en meget smuk dukke.

I december måned tog Idas mor hende med på den store juleudstiling inde i de store forretninger midt i byen.

“Vi møder nok julemanden derinde,” fortalte Idas mor.

“Så vil jeg fortælle ham, at jeg ønsker mig den store dukke henne i fri Hansens legetøjsforretning,” sagde Ida bestemt.

“Ja, gør du det,” sagde hendes mor.

Inde i en stor forretning mødte de virkelig en julemand. Han gav Ida hånden og spurgte hende, hvad hun ønskede sig til jul, men Ida blev så genert, så hun slet ikke kunne sige et eneste ord.

“Ja, ja,” sagde julemanden, “så må jeg jo selv prøve at finde ud af det, farvel og glædelig jul,” og så gik julemanden videre.

Da det blev juleaften, fik Ida en masse gaver, blandt andet en stor æske, og da hun lukkede den op, lå den sortkrøllede dukke der.

“Mor, mor,” råbte Ida, “julemanden fandt ud af, at jeg ønskede dukken henne fra fru Hansen, selvom jeg ikke fik sagt det til ham. Se, her er den. Ih, hvor er julemanden klog,” sukkede hun betaget og knugede dukken ind til sig.