To gange om året kom “Klude-Lars” til den lillelandsby, hvor Tom boede. “Klude-Lars” opkøbte gammelt jern, klude, flasker og gamle aviser. Tom var altid så glad, når “Klude-Lars” kom, for de to snakkede så godt sammen, og “Klude-Lars” kunne fortælle så meget om, hvordan der så ud inde i den store by, som Tom aldrig havde set.
“Jeg ville så gerne se byen engang,” sukkede Tom, “bare jeg kunne rejse med far næste gang, han skal derind, men far siger, at billetten er alt for dyr.”
“Du kunne jo selv spare sammen til rejsen,” sagde “Klude-Lars”, “da jeg var i din alder, tjente jeg skam penge.”
“Hvordan?” spurgte Tom.
“Hvis du nu samlede gammelt jern, aviser og flasker til jeg kom igen, så kunne du sælge det til mig, jeg kommer til efteråret, og så har du sikkert samlet så meget sammen, så du har tjent til en bytur.”
“Det vil jeg prøve,” sagde Tom.
Nede i haven var et tomt træskur, som Tom fik lov at låne, og da “Klude-Lars” kom om efteråret, havde Tom samlet en hel masse ting.
“Du kan få 200 kroner for det,” sagde “Klude-Lars”, “nu kan du få råd til en bytur.”
“200 kroner,” stammede Tom, “jamen Lars, hvis jeg nu ikke rejser til byen, får jeg så ikke 200 kroner?” spurgte Tom.
“Det er dine, og du har selv tjent dem,” sagde “klude-Lars”, “men hvorfor vil du ikke til byen alligevel?”
“Jeg vil hellere have en lillesøster,” sagde Tom, “men mor siger, det er dyrt at få sådan een, men hvis jeg nu bliver ved med at samle ting til dig, så kan jeg selv spare sammen til hende”.
“Ja, gør du det,” sagde “Klude-Lars” og smilede, “du har sikkert også meget mere glæde af en lillesøster, en af en tur til byen.”
Skriv et svar