Ved siden af køkkenhaven var der en stor affaldsbunke. Oven på den stod en enlig gulerod og knejsede. Den kiggede ned i køkkenhaven, hvor alle de andre grønsager stod, der var persille, radiser, løg og en hel række med gulerødder, og op ad en mur voksede der de dejligste ærter.
“Jeg er konge over jer allesammen,” sagde guleroden på affaldsbunken, “jeg står her oppe og kan se ud over hele mit land.”
“Er du mere end os?” spurgte persillen.
“Ja, hvorfor tror du ellers, jeg er sat så højt,” svarede guleroden.
“Pyh, du er affald og ikke andet,” sagde ærterne.
“Hvad kan du? Du er simpelt ukrudt og ikke andet,” sagde de unge løg.
“Kong Gulerod,” fnyste radiserne og blev helt røde i hovederne af vrede. “Vigtig og stor på den er du, og en pralhals, men i virkeligheden er du ingenting.”
De andre gulerødder sagde ikke noget, for man skal jo ikke genere sin familie, men de rystede på hovederne.
“Jeg har guldkrop og står over jer allesammen,” sagde guleroden, “jo vist er jeg konge.”
De andre grøntsager sagde ikke mere, de lod guleroden stå og prale. Den mærkede det slet ikke, for den var så optaget af sig selv. At den ikke gjorde nogen nytte og ikke var til noget, faldt den slet ikke ind.
Den slags kan man møde alle vegne, selv hos mennesker. De buldrer op om, hvor meget de er, og hvor fine de er, men i virkeligheden er de overhovedet ingenting.
Møder du en pralhals, der vigter sig af ingenting, så tænk på min historie. Så har du også hilst på en “Kong Gulerod” og så ved du, hvorfor han hedder sådan.
God historie