Tante Karen lå på ryggen på græsplænen og kiggede op i himlen, den var blå, med en masse hvide skyer.
“Hvorfor ligger du og smiler, tante Karen?” spurte Ole.
“Er der noget sjovt der oppe?” spurgte Tage.
“I kan jo selv lægge jer ned og se efter,” sagde tante Karen.
Drengene lagde sig ned ligesom tante Karen, for de vidste, at de sikkert kunne få noget morsomt ud af det.
“Se den sky der,” sagde tante Karen, “ligner den ikke en elefant?”
“Jeg syn’s nu, den ligner damen henne i bagerforretningen,” sagde Tage.
“Nej, den ligner tante Karen,” lo Ole.
“Jeg skal gi’ dig, ser jeg sådan ud?” sagde tante Karen og tjattede efter Ole.
“Nej,” råbte Tage, “se den sky, den ligner en kat.”
“Ja, og der har vi musen,” råbte Ole og pegede på en lille bitte sky. “Se, de løber lige ind i hinanden – så – nu blev de til en flyvemaskine.”
“Sikke en stor sort sky, der kommer der,” lo Tage, “den ligner far, når han er vred.”
“Og der har vi Pjerrot fra Tivoli,” sagde Ole og pegede på en helt hvid sky.
“Sig noget, Pjerrot,” sagde tante Karen.
I det samme kom der et mægtigt tordenskrald.
“Ih, du forbarmende,” lo tante Karen, “jeg skal love for, at han taler højt.” Så lo de alle tre og skyndte sig ind, for et øjeblik efter kom der en ordentlig regnbyge.
Skriv et svar