Lillebjørn vil ikke sove

Som du nok ved, sover de fleste bjørne hele vinteren. Men der var engang en lille bjørn, som ikke ville sove, fordi den holdt så meget af at lege.

Da det var blevet efterår, sagde Bjørnemor: “Kom, Lillebjørn, nu skal vi sove til det bli’r forår.”

“Jeg er slet ikke søvnig,” sagde den lille bjørn, “jeg vil hellere lege.”

“Alle bjørne går i hi nu, og du kan ikke klare dig alene,” sagde Bjørnemor.

Så gik bjørnefamilien indendørs og lagde sig til at sove. Alle de store bjørne faldt hurtigt i søvn, men den lille bjørn lå og kedede sig. Da den var sikker på, at de andre bjørne sov fast, smuttede den ud af sin lune seng og løb udenfor.

Lillebjørn, som den blev kaldt af sin mor, klarede sig meget godt den første tid. Der var endnu nogle rødder og bær tilbage, og der var ørreder i bækken, men en dag blev det senvejr, og snart var rødder, buske og træer dækket af sne. Lillebjørn blev meget forbavset og sagde: “Hvad er dogd et?”

“Det er sne,” sagde en lille fugl, “nu bli’r det svært at finde føde.”

“Ork nej,” sagde Lillebjørn, “jeg skal nok klare mig.”

“Vi får se,” sagde den lille fugl og fløj sin vej.

Men da Lillebjørn kom ned til den sø, hvor han plejede at drikke og bade, var søen frosset til. “Hvad er dog det?” sagde Lillebjørn undrende.

“Det er is,” sagde den lille fugl, den var fløjet efter Lillebjørn for at se, hvordan han klarede sig.

“Jeg vil hjem til min mor,” græd Lillebjørn.

“Det tænkte jeg nok,” sagde den lille fugl, “men hvorfor gå du så ikke hjem?”

“Jeg kan ikke finde vej,” jamrede Lillebjørn.

“Følg mig,” sagde fuglen, “og løb så ikke hjemmefra en anden gang.”

“Det gør jeg heller aldrig mere,” sagde Lillebjørn, “og tak for hjælpen.”

“Så lidt, så lidt,” kvidrede den lille fugl. Men det hørte Lillebjørn ikke, for han lå allerede tæt op til sin mor og varmede sig.