Månemandens vækkeur kimede og kimede, han vågnede og rakte søvnigt ud efter det. Da han så hvad klokken var, skyndte han sig ud af sengen. Han vaskede sig og vinkede farvel til sin kone, og så begyndte han sin vandring. Han kiggede sig om, for at finde stjernerne, men han kunne ikke finde een eneste.
“Mon alle stjernerne sover over sig i aften,” tænkte han, “jeg må hellere gå hen og vække stjernen Venus.”
Da han kom hen til hendes hus var gardinerne trukket for, og der var helt stille. Han bankede på døren, men Venus svarede ikke.
“Venus,” kaldte han, “Venus – du sover over dig!” Venus trimlede ud af sengen og så på sit ur, så åbnede hun vinduet og stak sit lille søvnige hoved ud.
“Jeg er søvnig,” sagde hun, “det er dig der er stået for tidligt op, jeg vil sove lidt endnu, godnat.” Hun lukkede vinduet og trimlede i seng igen.
“Hallo,” råbte en stemme, “hvad laver du her på denne tid af dagen.” Månemanden så sig om og opdagede at det var solen der talte, den stod og lo ad ham.
“Du er kommet for tidligt op i dag,” sagde solen. “Det er eftermiddag endnu, en det skal du ikke være ked af, det er hyggeligt at se dig.”
“Nå,” lå månemanden, “det må jeg nok sige, så må mit vækkeur ha’ lavet sjov med mig.”
“Ja, sikkert,” sagde solen, “men det er da rart at ha’ lidt selskab.”
“I lige måde,” sagde månemanden, “nu bli’r jeg oppe, for det kan ikke betale sig for mig at gå i seng igen.”
“Det er du velkommen til,” sagde solen.
Men nede på jorden stod en lille pige og råbte: “Mor, mor, kom og se, der er to sole idag.”
Skriv et svar