Malerhuset

Tante Karen havde et sommerhus og en dejlig stor have, og haven gik lige ned til stranden. Hun havde også sin egen badebro med et badehus.

Hver sommer inviterede hun sine små nevøer, Tage og Ole, til at komme og holde sommerferie hos sig. Hun holdt så meget af drengene, for hun havde ikke selv nogen børn, så I kan nok tænke, at de to drenge blev godt forkælet.

“I skal ha’ rodetøj med,” sagde hun hvert år, “vi vil ha’ lov til at svine os rigtig til.” Det var de sjoveste ting, drengene fik lov til, og tante Karen fandt ustandselig på noget.

“Må vi få lov til at male noget?” spurgte drengene en dag.

“Ih ja,” sagde tante Karen, “I kan male mit badehus, det trænger til det.”

Nu var drengene jo så små, så det ikke kunne gå at give dem rigtig maling, så tante Karen kom noget vand i en spand og bladede det med rød frugtfarve, så det blev til den fineste røde maling. Så fik de hver en pensel og en bøtte med “maling”, og så begyndte legen. Drengene gik om til hoveddøren og ringede på, og tante Karen lukkede op.

“Goddag,” sagde de, “vi er malere. De skulle vel ikke ha’ malet noget i dag?”

“Jo tak,” sagde tante Karen, “mit badehus trænger så frygteligt til en gang maling.”

“Vi skal nok få det fint, frue,” sagde Ole.

“Det skal være rødt, ikke?” spurgte Tage.

“Jo, rødt vil være godt,” sagde tante Karen.

Så drog de to “malere” afsted til badehuset, og hele formiddagen malede de og morede sig dejligt. Da det blev frokosttid, kom tante Karen med en stor bakke.

“Her er frokost til malerne,” sagde hun. “Nej, hvor bli’r det flot, man kan vel nok se, at I er dygtige folk.”

Drengene syntes, det var så sjovt at male, så huset blev malet mange gange i løbet af ferien. Til sidst hed badehuset aldrig andet end “malerhuset”. Den ene dag blev det malet grønt, den næste dag rødt eller blåt, så det så efterhånden lidt underligt ud, men det var lige meget. Drengene havde det morsomt og fik sol og luft, og tante Karen syntes bare, at det var sjovt altsammen.