Nede i havnen lå en gammel motorbåd og vippede, dens maling var næsten slidt af, og den havde mange skrammer, den var bestemt ikke køn mere. “Men hjertet er godt,” sagde fiskeren, som ejede den. Han kaldte bådens motor for “hjertet”.
Lige ved siden af den gamle båd lå der en stor, flot, hvid een. Den gamle skævede til den og sagde: “Ih, hvor er du dog fin.”
“Ja, tak det ved jeg, det kan man ikke sige om dig,” sagde den hvide båd, og så foragteligt ned på den gamle.
“Næ, måske ikke,” sagde den gamle, “men min fisker siger, at jeg er stærk og har et godt hjerte, han er glad for mig.”
“Hvad kan det hjælpe,” sagde den hvide, “du skulle hellere se at få en gang maling, man kan jo ikke være bekendt at ligge ved siden af dig.”
“Alle de andre både kan da godt li’ mig,” sagde den gamle, “jeg er ikke køn mere, og kommer måske ikke så hurtigt afste som I unge, men jeg har nu trukket mange af Jer hjem, når det kneb.”
“Ja, mig skal du ikke trække, jeg passer mit eget, gør du det samme,” sagde den hvide båd.
“Ja ja,” sukkede den gamle, og så blev der ikke talt mere.
Om lørdagen blev det fint vejr, og den hvide båd strøg ud af havnen og var væk på et øjeblik.
“Nå, Gamle,” sagde fiskeren, “ska’ vi osse ta’ en tur til søs?”
Den gamle prustede og stønnede, da de stod ud af havnen, men det var nu dejligt at komme lidt væk, og den glemte helt den hvide båd.
Hen under aften, da den gamle båd var på hjemvejen, så den den hvide båd ligge og drive på vandet.
“Hallo – ” råbte manden, der ejede den, “I kunne vel ikke ta’ mig på slæb, min motor er gået i stykker.”
Der blev kastet en trosse ud, og lidt efter tøffede den gamle båd afsted med den hvide efter sig.
Da de igen lå ved siden af hinanden inde i havnen, sagde den fine hvide båd: “Er du vred på mig?”
“Vred – nej, hvorfor dog det,” sagde den gamle båd, “du vidste jo ikke bedre.”
“Jeg er ked af det,” sagde den hvide båd, “men nu er jeg blevet klogere, nu ved jeg, at det ikke gørn oget, at man ikke erkøn, bare man har et godt hjerte.”
“Nemlig,” sagde den gamle båd.
Skriv et svar