Musen Hannibald

En dag, mens jeg sad og skrev historier ude i haven, puslede det i græsset, og et lille nysgerrigt hoved kiggede frem.

“Hvad laver du?” spurgte en lille musestemme. Det var musen Hannibald.

“Jeg digter historier,” svarede jeg. “Jeg mangler kun een, så har jeg skrevet hundrede. Men jeg sidder og tænker på, hvad den skal handle om, for jeg kan snart ikke finde på mere.”

“Så skriv en om mig,” sagde Hannibald, “så vil jeg blive så glad.”

“Jamen, Hannibald,” sagde jeg, “hvordan skal jeg fortælle om dig, når jeg ikke ved, hvor du bor.”

“Jeg bor i museland, hos min far ogmor og alle mine søskende. Du kan tro, vi har det hyggeligt, og jeg går rigtig i skole og har en veninde, der hedder Musse.”

“Nu skal du høre,” begyndte jeg. “Der var engang en mus, der hed Hannibald, den var meget sødere og kønnere end andre mus, og så var den så klog, at den kunne tale. Den boede i museland, men den holdt så meget af at besøge mig, for jeg havde altid noget dejlig ost til den, og ost var Hannibalds livret.”

“Ja, det er en god historie,” sagde Hannibald, “men hvor er den ost, du talte om?”

“Her,” sagde jeg og kastede et stykke ned i græsset.

“Dejlig ost,” sagde Hannibald og gav sig til at spise det.

“Tak for mad,” sagde han lidt efter, “nu må jeg hjem og sove.”

“Godnat, Hannibald, og tak for historien,” sagde jeg.

“Tak i lige måde,” sagde Hannibald, “og husk nu at fortælle, at jeg holder meget af ost.”

“Det har jeg jo gjort,” sagde jeg.

“Jamen, det kan ikke siges for tit, godnat.” Og så løb Hannibald.

Han ligger nok allerede og sover, og nu skal du også sove.

“GODNAT”.