Ude i Zoologisk Have stod elefanten Tempo og gumlede på noget hø. Hver gang den havde gumlet færdig, tog den noget nyt i snablen og stoppede det i munden, og mens den gumlede, stod den og så frem for sig med store, søvnige øjne.
“Ih, hvor er det besværligt for dig at spise,” sagde en lille myg, som sad på gitteret. Den havde siddet længe og kigget på Tempo.
“Besværligt,” sagde elefanten, “hvorfor synes du det?”
“Jo, først skal du finde maden med din snabel, og så skal du have det den lange vej op til munden,” sagde myggen, “og så skal du ovenikøbet gumle og gumle; hvis det var så svært for mig at spise, døde jeg da af sult.”
“Er det da nemmere for dig at spise?” spurgte elefanten.
“Ih, ja” sagde myggen, “jeg kan få mad allevegne, hvor der bare er mennesker.”
“Spiser du mennesker?” spurgte elefanten forfærdet.
“Næ, jeg sætter mig bare på dem og suger lidt blod, det er meget nemt,” sagde myggen, “forresten føler jeg mig sulten, undskyld mig et øjeblik.”
Myggen fløj ud og satte sig på armen af en mand, der stod og kiggede på Tempo.
“Av” sagde manden og slog efter myggen, men den reddede sig i sidste øjeblik.
“Så, nu er jeg mæt igen,” sagde myggen og satte sig på gitteret, “kan du se, hvor nemt jeg får mad?”
“Ja, det er måske nok nemt,” sagde elefanten, “men er det ikke lidt livsfarligt? Jeg spiser måske nok langsomt, men jeg har da madro.”
Skriv et svar