Niels var så slem til at tabe sine vanter. Hans mormor havde foræret ham et par røde og et par blå, som hun selv havde strikket, men allerede den første dag han havde de røde på, tabte han den ene.
Niels søgte efter vanten alle vegne, men den var ikke til at finde.
“Så må du gå med de blå,” sagde hans mor, “men det er nu ærgerligt, for det er et stort arbejde for mormor at strikke vanter.”
Niels gik nogle dage med de blå vanter, men en aften, da han kom op fra legepladsen, manglede den ene. “Jeg må hellere gå uden vanter,” sagde Niels, “vanter kan ikke li’ mig.”
Men da det blev rigtig koldt, frøs Niels om hænderne, så meget, så han tog en rød vante på den ene hånd og en blå på den anden.
“Det ser nu ikke godt ud,” sagde mormor, “jeg må hellere strikke dig et par nye røde.”
“Nej,” sagde Niels, “røde og blå vanter kan ikke li’ mig, prøv hellere at strikke mig et par brune.” Mormor lo og sagde: “Ja, ja, så prøver vi med et par brune.”
Da mormor var færdig med de brune vanter, satte hun dem for en sikkerheds skyld fast inde i ærmerne på Niels’ frakke.
“Så,” sagde hun til Niels, “nu kan du altid ha’ dine vanter hos dig, nu sidder de godt fast, dem kan du ikke tabe.”
Da der var gået nogen tid, sagde Niels en dag til sin mormor: “Der kan du se, jeg har mine vanter endnu, det var godt, at du ga’ mig et par brune, jeg har ikke tabt dem een eneste gang, ligemeget hvor jeg går hen, så bli’r mine vanter hos mig. de kan godt li’ mig.
søt