Påskeægget

Nogle dage før påske fik Svend et påskeæg af sin tante. Det var helt af chokolade og stod på en chokoladefod. Den nederste del var pakket ind i guldpapir, og øverst oppe sad en stor gul påskekylling.

“Du må gemme det til påske,” sagde Svends mor.

“Ja, det kan du tro,” sagde Svend, “jeg nænner slet ikke at spise det.”

Den første dag gik det meget godt, Svend kiggede bare beundrende på ægget, men han rørte det ikke. Men den næste dag fik han pludselig lyst til at smage på det.

“Jeg kunne da godt ta’ lidt af foden,” tænkte han, “bare halvdelen, det kan sikkert stå alligevel.” Da halvdelen af foden var spist tænkte han: “Hvis jeg nu lavede en fod af guldpapir, så kunne jeg spise hele foden.”

Der var så meget guldpapir om ægget, så Svend hurtigt fik lavet en fin fod, og så spiste han den anden halvdel. Så løb han ned i gården for at lege med de andre børn, og glemte helt sit påskeæg.

Men om aftenen, da han kom op, fik han straks øje på ægget, og blev lækkersulten igen. “Jeg kunne ta’ en lille bud af bagsiden,” tænkte han, “det vil ingen lægge mærke til.” Han stak hul på bagsiden med fingeren og spiste et stort stykke. Egentlig var han lidt flov, men han trøstede sig med, at ægget så helt pænt ud endnu.

Hver dag tog han et lille stykke, og tilsidst var hele bagsiden af ægget væk, nu kunne det ikke skjules længere.

“Jeg tror, påskekyllingen har spist af dit påskeæg,” sagde hans mor, “jeg syn’s der forsvinder mere og mere af det.”

“Mor,” sagde Svend, han var helt rød i hovedet, “det er mig, der har spist næsten hele ægget, jeg kunne ikke vente, det smagte så godt.”

“Ved du hvad,” lo mor, “nu kan du lige så godt spise resten, for den bid der, det er ikke noget at gemme.”

“Nej vel,” sagde Svend, “det tænkte jeg også på, men ved du hvad, mor, kyllingen den har vi da, og den vil se pæn ud på påskebordet.”