Papegøjen Polly

Bjarne og Peter havde en papegøje, der hed Polly, og den havde lært sig selv at “miaue” lige som en kat.

En dag kom naboens kone på besøg for at tale med drengenes mor, de talte længe sammen, men så syntes Polly, at det kunne være nok, og gav sig til at “miaue”.

“Ih, det er sant,” sagde nabokonen, “jeg kom forresten også for at spørge Dem, om jeg ikke må låne Deres kat et par dage. Jeg skal sige Dem, vi har fået en mus ind i huset.”

“Vi har da ingen kat,” sagde drengenes mor.

“Jeg har da så tit hørt Deres lille kat,” sagde nabokonen, “man kan høre den “miaue” helt over til os.”

“Jamen, det er ikke en kat, der “miauer”, lo Bjarne, “det er vores papegøje.”

“De må gerne låne den et par dage,” sagde Peter.

“Jeg tror nu ikke, at den er såg od til at fange mus,” sagde drengenes mor.

“Det kunne da godt være, at Polly kunne skræmme musen væk,” sagde Peter.

“Polly kan alt,” sagde Bjarne stolt.

“Hvis jeg må låne den et par dage, og den skræmmer musen væk, så skal I få en iskage hver,” sagde nabokonen.

Næste dag bar drengene Polly over til naboen. Papegøjen var vred, den “miauede” hele dagen af bar arrigskab, for den brød sig ikke om at bo hos naboen.

Nede i kælderen sad den lille mus og rystede. Den havde hørt så meget om katte, men den havde aldrig før mødt een. “når det bli’r aften,” tænkte den, “så løber jeg væk, når de har fået kat, tør jeg ikke bo her mere.”

Hele dagen blev den lille mus nede i kælderen, men så snart det var blevet mørkt, løb den sin vej.

Nogle dage efter fik Bjarne og Peter iskager, og Polly stod igen på sin egen verande og “miauede”.