Pjuske

Der var engang en gammel mand, han boede helt alene i et lille hus ude på landet. Han passede selv sit hus og lavede mad, men engang imellem var han ked af det, fordi han var så alene.

Han gik tit og småsnakkede med sig selv, og engang imellem talte han med fuglene, der hoppede rundt i haven.

Men så en dag, netop som han følte sig mest ensom, kom der en lille forpjusket hund ind i haven, den så træt og sulten ud. Den gamle mand klappede den og skyndte sig at give den noget at spise. Han tænkte, at når den var mæt, ville den nok gå igen, men da hunden havde spist op, gik den ud på græsplænen og lagde sig i solen og kiggede på den gamle mand med store, taknemmelige øjne. Lidt efter lukkede den øjnene og faldt i søvn.

Til middag lavede manden lidt mere mad, end han plejede, og da maden var færdig, kaldte han “Pjuske, vi skal spise.” Hunden kom straks ind til ham.

“Det er så hyggeligt at have en middagsgæst,” sagde den gamle mand og hældte mad op til hunden. Hunden logrede med halen, og da den havde spist, slikkede den manden på hånden som tak.

“Hvis du ikke har nogen steder at bo, kan du blive hos mig,” sagde den gamle mand, “så behøver jeg ikke at føle mig ensom mere.” Hunden logrede med halen.

“Du skal hedde Pjuske,” sadge manden.

Og sådan blev det. Pjuske blev boende hos den gamle mand altid. Han plejede den, vaskede den, børstede dens pels og gav den god mad. Det blev en stor flot hund, den hed stadig Pjuske, men navnet passede bare ikke rigtig til den mere.