Svend-Erik’s far var politibetjent, og en dag, da Svend-Erik havde en legekammerat hjemme hos sig, tog han sin fars kasket på og sagde: “Jeg er politiet.”
“Er du ikke bange for din far, når han er politier?” spurgte hans legekammerat.
“Hvorfor skulle jeg dog være bange for politier?” sagde Svend-Erik, “jeg er da tit med far henne på politistationen, der er så mange rare politibetjente, og de leger med mig.”
“Jamen min storebror siger, at hvis jeg ikke er ordentlig, så kommer der nok en politier og tager mig med på stationen,” sagde legekammeraten.
“Så er din bror rigtig dum,” sagde Svend-Erik, “det er bare noget, han siger for at gøre dig bange. Politier er netop til for at hjælpe børn, og følge dem over gaden og passe på dem. Det siger min far selv.”
Næste dag skulle Svend-Erik’s legekammerat over en stor gade, og der kom så mange biler, så han ikke turde gå over.
“Nu skal jeg hjælpe dig over,” sagde en politibetjent, “vi standser bilerne et øjeblik.” Han rakte hånden op, og straks holdt bilerne.
“Så nu kan du roligt gå over, min ven,” sagde betjenten.
“Tak for hjælpen,” sagde drengen og bukkede.
“Det er så lidt,” sagde betjenten, “kom du bare hen til mig næste gang, du skal voer gaden. Politiet er til for at hjælpe børn.”
“Du kan sagtens,” sagde Svend-Erik’s legekammerat, da de igen legede sammen. “Bare det var min far, der var politier.”
“Jeg er også glad for ham,” sagde Svend-Erik.
Skriv et svar