Poul venter på sin fødselsdag

“Hvornår kommer min fødselsdag?” spurgte Poul mandag morgen.

“På fredag,” sagde hans mor, “så bli’r du fem år.”

Mandagen gik meget langsomt. Tirsdag ville næsten heller ikke gå, så onsdag spurgte Poul igen: “Hvornår kommer min fødselsdag?”

“Ikke i morgen, men i overmorgen, så er det fredag,” sagde hans mor.

Hele torsdagen gik Poul og sagde: “I morgen kommer min fødselsdag,” men han syntes, at der var forfærdelig længe til i morgen.

Fredag morgen vågnede han meget tidligt. Han listede sig ud af sengen oghen til vinduet. Så kiggede han hen ad vejen, som om han ventede nogen. Han hørte godt, at hans mor stod op og gik rundt inde i stuen, men han blev stående ved vinduet og kiggede, først til den ene side, og så til den anden side. Så gik døren op, og hans mor kom ind. “Jamen, Poul, er du allerede oppe, hvad står du ved vinduet og ser efter?” spurgte hun.

“Jeg kigger efter min fødselsdag,” sagde Poul.

“Den er da kommet,” sagde hans mor. “Kom med ind i stuen, så skal du se.”

“Er den?” sagde Poul, da hans mor bar ham ind, “så må den være kommet i nat, for jeg har stået ved vinduet meget længe.”

“Den kom klokken tolv i nat,” lo hans mor. “Den lagde gaver og dækkede fødselsdagsbord. Se, er det ikke fint?”

“Det var godt, den kom,” sagde Poul lettet. “Jeg var så bange for, at den sku’ snyde mig for at blive fem år.”