Rodeby

Der var engang en lille nydelig by, alting var så rent og ordentligt. Der var en station, et posthus med to gule postbiler. I byen var der kun een gade, og i gaden lå de sødeste små rene huse. Der var en købmandsbutik med et flot pyntet vindue. Uden om den lille by var der en skov med dejlige grønne træer.

Der var engang, ja, for sådan ser byen ikke ud i dag. Jeg kom tilfældigt forbi forleden dag. Først gik jeg ind på stationen. Der holdt et tog og piftede, det kunne ikke komme afsted, fordi stationsforstanderen ikke kunne finde afgangsflaget. Udenfor posthuset holdt postbilerne; hvad farve de nu havde, kan jeg ikke sige, for de var så snavsede, så man ikke kunne se det. Skærmerne var faldet af den ene vogn.

Så gik jeg ned ad gaden, husene var grimme og uden maling. Der løb en hel masse snavsede børn og soppede i vandpytter. Da jeg kiggede ind i et af husene, så jeg et køkken, hvor der stod opvask fra flere dage. udenfor i haven stod ukrudtet så højt, så det nåede vinduerne.

Endnu værre så der ud i købmandsbutikken. I vinduet lå sæbe, smør, chokolade, gryn og en masse andet imellem hinanden. Man fik absolut ikke lyst til at købe noget der.

Så gik jeg ud i skoven. Overalt lå skår, flasker og gammelt madpapir, og i træerne var der ridset navne. Den gamle ugle sad i et træ og tudede, jeg var næsten også lige ved det.

Jeg skyndte mig tilbage til stationen, fandt afgangsflaget, det lå på sin plads, det var selvfølgelig derfor, stationsforstanderen ikke kunne finde det. Så hoppede jeg ind i toget, og lidt efter kørte vi heldigvis.

Jeg nåede lige at se, hvad byen hed, der stod Rodeby på skiltet. Hvis du kan lide at rode, og du er en gris med dine ting, så flyt til Rodeby, så må det lige være noget for dig at bo der.