Snemanden

Lille Jan var forkølet og måtte ikke komme ud og lege. Han var meget ked af det, for det var sådan et dejligt snevejr. Han sad ved vinduet og så, at de andre drenge var ved at lave en snemand nede i gården. Jans bedstemor sad i stuen og strikkede, og hun hørte ham sukke flere gange.

“Er der noget, du er ked af?” spurgte hun, “du sukker så dybt.”

“Jeg ville så gerne lave en snemand lige som de andre drenge,” sagde Jan.

“Jamen, vi kan da godt lave en snemand her inde,” sagde bedstemor, “løb lige ud i køkkenet til mor og spørg hende, om vi må få nogle hvide papirservietter og en skål vand.”

I løbet af et øjeblik var Jan tilbage med en håndfuld servietter og en skål vand, som bedstemor havde bedt om.

“Hvordan kan vi lave en snemand af det?” spurgte Jan.

“Nu skal du bare se,” sagde bedstemor. Hun bredte en gammel avis ud på bordet, så gjorde hun servietterne våde og æltede dem sammen i en stor og en lille kugle. Den store kugle var kroppen, den lille hovedet. Så satte hun hovedet fast til kroppen med en tændstik og tegnede øjne og næse og mund med en blyant.

“Så, nu har du den sødeste lille snemand,” sagde hun.

“Ja, og den er meget bedre end den nede i gården,” sagde Jan, “de andre kan ikke haø deres snemand med ind i stuen, det kan jeg. Jeg kan endda ha’ den stående helt henne ved varmen, uden at den smelter. Tak for den, bedstemor, jeg har haft det lige så sjovt som drengene nede i gården.”