Snevejret

Det begyndte at sne, da Poul skulle i seng om aftenen.

“Åh,” sagde han, “bare det ville sne hele natten, så der er helt hvidt, når jeg vågner i morgen.”

Straks da han vågnede næste morgen, sprang han ud af sengen og kiggede ud ad vinduet. Han slog hænderne sammen af glæde, for hans ønske var gået i opfyldelse, alt var dækket af fin hvid sne, bilerne var sneet til, og folk, der gik på gaden, sank i til højt op ad benene.

Poul skyndte sig med at blive vasket og klædt på, så løb han ind til det store vindue i stuen, udenfor havde han nemlig et foderbræt, hvor han hver dag lagde mad til fuglene, det var også helt dækket af sne.

“Det er synd for fuglene,” sagde Poul, “de kan umuligt finde mad i sådan et snevejr.”

Så hjalp Pouls mor ham med at feje foderbrættet rent for sne, og bagefter lagde de brødkrummer og korn derud. Så lukkede de vinduet og sad helt stille indenfor.

Der kom mange forskellige fugle og spiste, mejser, solsorte og en masse spurve, når de var mætte sagde de “tip tip” eller sådan noget lignende.

“De siger nok tak for mad,” sagde Pouls mor.

Poul sad ved vinduet hele formiddagen, der var så meget at se på. Der kom sneplove og mænd, der skovlede fortovene rene for sne, og hele tiden holdt han øje med fuglene.

Da det blev frokost, dækkede hans mor bord ved vinduet, så de kunne sidde og se ud, mens de spiste, og da Poul havde spist sin mad, sagde han: “Tip tip,” og så lo de begge to, fordi Poul sagde tak for mad på fuglesprog.