Ole og Tage, som var på ferie hos tante Karen, sad en dag nede på badebroen og talte sammen.
“Du, Ole,” sagde Tage, “skulle vi ikke lege skib?”
“Jo, men vi har jo ikke noget skib,” sagde Ole, “hvad skal vi sejle med?”
“Vi spø’r tante Karen,” sagde Tage, “hun har altid sådan no’en goe’ idéer.” Så løb drengene op til huset og talte med tante Karen om det.
“Lad mig se,” sagde hun, “jo, nu tror jeg, jeg har det. Ole, løb lige ned i kælderen efter det tykke tov, så laver vi alle tiders skib til Jer.”
Ole var hurtigt tilbage med tovet, og imens havde tante Karen hentet en gammel stige frem. Drengene hjalp hende med at bære den ned til badebroen og var meget spændt på, hvad tante Karen nu havde fundet på.
“Stigen her kan flyde på vandet,” sagde tante Karen, “nu tøjrer vi den til badebroen, og så kan I sejle og lege sørøvere, eller hvad det nu er, I vil – “Stigen blev sat i vandet, og drengene vadede ud og fortøjede den til een af stolperne. Stigen flød fint på vandet.
“Du er jordens dejligste tante, du kan altid finde på noget,” sagde Ole beundrende.
“God fornøjelse, I to sørøvere, jeg håber, I finder en god skatteø,” sagde tante Karen og gik op til huset igen.
Drengene havde det dejligt, de sejlede efter “skatte” hele formiddagen. Pludselig fik de øje på et skilt inde i haven, og Tage, som kunne læse, sagde: “Der står Skatteøen på det skilt.”
“Godt,” sagde Ole, “så må vi i land og finde skatten.” Der var pile, der viste, hvad vej de skulle gå. Først fandt de en æske, og så een til.
“Mægtig skatteø,” sagde Tage og lukkede æskerne op. Der lå den dejligste frokost i den ene, og i den anden lå der sodavand.
“Det var den bedste skat, vi kunne finde,” sagde Ole, “for jeg er hundesulten.”
Drengene havde været så optaget af at sejle, så de slet ikke havde lagt mærke til, at tante Karen havde sat skiltet op og tegnet pile i haven. De satte sig på græsplænen og fortærede “skatten”.
“Det var vel nok godt, vi fik det skib,” sagde Ole.
“Ja, og det er vel nok dejligt, at vi har en tante, der altid er med på sjov,” sagde Tage.
Skriv et svar